Ferietillæg

Hvis du er ansat med løn under ferie, har du, udover din normale løn, krav på et ferietillæg, der svarer til minimum 1% af din ferieberettigede løn.

Hvad er ferietillæg?

Ferietillægget er en kompensation til medarbejdere, der har ferie med løn, da det at holde ferie med løn ikke helt svarer til at få en feriegodtgørelse på 12,5% som de medarbejdere, der ikke har ferie med løn modtager.

Hvor meget er ferietillægget på?

Ferieloven bestemmer, at ferietillægget udgør 1% af din samlede ferieberettiget løn i optjeningsåret.

Dit ferietillæg kan være højere end 1%, hvis du har forhandlet dig til det eller er berettiget til en højere procentsats gennem en eventuel overenskomst. Det vil fremgå af din ansættelseskontrakt eller personalehåndbog.

Hvornår udbetales ferietillæg?

Din arbejdsgiver udbetaler ferietillægget enten i takt med, at du afholder ferie eller som 2 årlige udbetalinger sammen med din løn i henholdsvis maj og august. Den sidstnævnte er den mest udbredte model.

Ferietillæg ved fratrædelse

Ved fratrædelse skal din arbejdsgiver udbetale den ferie, du har optjent, men endnu ikke afholdt. Din ferie med løn omregnes i den forbindelse til feriegodtgørelse med 12,5 pct. af din ferieberettiget løn.

Allerede afholdt ferie og udbetalt ferietillæg trækkes fra ved udbetalingen af feriegodtgørelsen.

Tjek din lønseddel

Dit ferietillæg bliver som udgangspunkt udbetalt automatisk sammen med din løn, men husk alligevel at tjekke din lønseddel. Hver anden dansker oplever nemlig fejl på deres lønseddel.

Få hjælp til at forstå din lønseddel

Er du i tvivl om, hvorvidt du har fået udbetalt det rigtige beløb i ferietillæg eller feriegodtgørelse, kan du som medlem af Ases fagforening kontakte os for hjælp til at gennemgå og forstå din lønseddel.

Er du ikke medlem af Ase og ønsker at benytte dig af vores hjælp og rådgivning, kan du nemt og hurtigt melde dig ind. 

Meld dig ind i Ase