Erhvervssygdom

En erhvervssygdom kan påvirke dit helbred og din arbejdsevne over tid. Det er vigtigt, at du ved, hvad en erhvervssygdom er, så du kan tage de nødvendige skridt, hvis du oplever begyndende symptomer.

Hvad er en erhvervssygdom?

En erhvervssygdom er en sygdom eller skade, som er opstået på grund af påvirkninger på dit arbejde over en længere periode. Der skal være en klar sammenhæng mellem påvirkningerne og sygdommen. Det betyder, at sygdommen ikke må skyldes andre forhold end arbejdet.

Eksempler på erhvervssygdomme:

  • Tennisalbue
  • Allergi og udslæt
  • Høretab
  • Astma

Eksempler på arbejdspåvirkninger, der kan føre til erhvervssygdomme:

  • En arbejdsbevægelse, der bliver gentaget mange gange
  • Ikke-ergonomiske arbejdsstillinger
  • Tunge eller forkerte løft
  • Arbejde i støjende omgivelser
  • Arbejde med farlige kemikalier og stoffer
  • Psykisk skade efter gentagne overfald eller trusler eller andre belastende forhold i dit arbejde

 

Psykiske erhvervssygdomme

Psykiske erhvervssygdomme kan opstå som følge af længerevarende psykiske belastninger på arbejdspladsen, såsom trusler, vold eller traumatiske oplevelser. Visse psykiske sygdomme står på den såkaldte erhvervssygdomsfortegnelse og vil under visse betingelser kunne anerkendes som en erhvervssygdom. På listen er det kun PTSD samt depression, der er optaget som psykiske diagnoser. Depression kan dog efter fortegnelsen kun anerkendes under krigsdeltagelse.

Der er i visse tilfælde mulighed for at få anerkendt en psykisk sygdom, som ikke er på listen, men det er noget sværere at få anerkendt. Psykiske reaktioner efter fx stress og mobning eller manglende opbakning fra ledelsen vil være ganske svært at få anerkendt.  

For at du kan sikre dig selv den nødvendige støtte, er det vigtigt, at du får dine symptomer dokumenteret af din læge og anmelder sygdommen hurtigst muligt.

Hvis du er medlem af Ases fagforening, kan du kontakte os for rådgivning om dine rettigheder og hjælp til anmeldelsen.


Fortegnelsen over erhvervssygdomme

Hvis du tror, at du har fået en erhvervssygdom, kan du tjekke denne liste over anerkendte erhvervssygdomme:

Erhvervssygdomsfortegnelsen hos AES

Når medicinsk forskning klart viser, at en sygdom skyldes specifikke påvirkninger, kan den blive tilføjet til listen over erhvervssygdomme.


Gå til lægen, hvis du mistænker en erhvervssygdom

Det er vigtigt, at du går til lægen, hvis du har mistanke om, at du har en erhvervssygdom eller oplever symptomer. Tidlig handling kan have betydning for eventuel erstatning eller godtgørelse. Derudover sikrer du dig, at lægen vurderer dine symptomer og anmelder sagen, hvis lægen også vurdere, at symptomerne kan være arbejdsrelaterede.

Det er en god ide at få lægen til at henvise dig til en Arbejdsmedicinsk Klinik, så du kan få en vurdering derfra.


Anmeldelse af din erhvervssygdom

Som udgangspunkt skal din læge eller tandlæge anmelde erhvervssygdommen. Når skaden er registreret som en arbejdsskade, modtager du en kvittering i din e-Boks. Herefter kan du følge din sag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).


Tidsfrister

En erhvervssygdom skal anmeldes senest 14 dage efter, at din læge eller tandlæge er blevet bekendt med den. Hvis din læge/tandlæge mod forventning ikke anmelder din sygdom, kan du eller andre foretage anmeldelsen. Er det tilfældet, gælder en frist på ét år fra det tidspunkt, hvor du må antages at være bekendt med, at sygdommen kan være erhvervsbetinget.

Læs mere om anmeldelse af en arbejdsskade


Erstatning og godtgørelse

Hvis du har fået en erhvervssygdom, og den bliver anerkendt, kan du være berettiget til erstatning og/eller godtgørelse.

Som udgangspunkt kan du være berettiget til følgende typer af erstatning og godtgørelse:

  • Behandlingsudgifter og hjælpemidler og lign.
  • Godtgørelse for varigt mén.
  • Erstatning for tab af arbejdsevne, hvis din erhvervsevne er nedsat med mindst 15%.

Læs mere om erstatning og godtgørelse


Klagemuligheder

Er du ikke enig i afgørelsen af din sag, har du mulighed for at klage til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Klagefristen er 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen.

Læs mere om dine klagemuligheder


Kontakt Ase, hvis du ønsker hjælp

Er du medlem af Ases fagforening, kan du kontakte os for råd og vejledning, hvis du har fået en erhvervssygdom. Du kan også få hjælp til at gennemgå din afgørelse (du bør kontakte os straks efter modtagelsen) og sende en eventuel klage, hvis du ønsker det.

Er du endnu ikke medlem af fagforeningen, kan du nemt og hurtigt melde dig ind. Vi kan kun hjælpe dig med en sag, hvis du er meldt ind, før skaden er sket. 

Bliv medlem af Ase

Læs også