Kompensation for store bededag

Fra den 1. januar 2024 er store bededag ikke længere en helligdag. Det betyder derfor, at dagen er en almindelig arbejdsdag, og du skal derfor have din løn, som du plejer. Da dagen tidligere var en helligdag, kan du også være berettiget til en kompensation.  

Hvad betyder afskaffelsen af store bededag for dig?

Store bededag er afskaffet som helligdag og er i stedet en helt almindelig arbejdsdag. Det betyder, at reglerne for løn, overarbejdstillæg, arbejdstid, ferie, sygedagpenge osv. følger de almindelige arbejdsdage. 

Timelønnede medarbejdere

Hvis du er timelønnet, er du ikke berettiget til det kompenserende løntillæg for afskaffelsen af store bededag. Hvis du arbejder denne dag, er du blot berettiget til din almindelige timeløn. 

Månedslønnede medarbejdere

Er du månedslønnet, skal du fra den 1. januar 2024 have et løntillæg på 0,45 % af din årsløn, men kun hvis din arbejdstid bliver forøget, fordi store bededag bliver en almindelig arbejdsdag.

Løntillægget udbetales månedligt med den almindelige månedsløn eller 2 gange om året sammen med ferietillægget i maj og august. 

Hvordan udregnes løntillægget?

Løntillægget svarer til 0,45% af din ferieberettigede løn. 

I løntillægget medregnes din løn, din arbejdsgivers del af pensionsbidraget samt de tillæg, der normalt indgår i din faste løn. Du skal være opmærksom på, at betaling for overarbejde ikke tæller med i løntillægget. 

Hvornår udbetales løntillæg?

Dit løntillæg skal enten udbetales månedligt eller samtidig med udbetaling af dit ferietillæg, hvilket vil sige i maj og august måned. 

Uanset om du modtager tillægget månedsvist eller med ferietillægget, er det din arbejdsgiver, der skal sikre, at du hvert år modtager, hvad der svarer til 0,45% ekstra af din almindelige årsløn. 

Vær opmærksom på at tjekke din lønseddel for at være sikker på, at du modtager dit tillæg. 

Løntillægget ved lønforhandling eller skift af job

Når du skifter job eller forhandler om løn, er det vigtigt at forstå, hvordan løntillægget skal udbetales. 

Store bededag kompensation ved skift af job

Hvis du skifter job, kan du og din arbejdsgiver godt aftale, at tillægget bliver en del af din løn, men det kræver, at I udarbejder en særskilt og konkret aftale omkring det. Din arbejdsgiver skal kunne dokumentere, at du har fået tillægget udbetalt i forbindelse med din faste løn. 

Store bededag kompensation ved lønforhandling

Hvis jeres aftale om lønstigning ikke specifikt inkluderer det fremtidige løntillæg, skal tillægget stadig udbetales. 

Kontakt Ase gennem postkasse-funktionen på MitAse, hvis du er i tvivl, om din arbejdsgiver betaler løntillægget. 

Hvis du er på funktionæroverenskomst

Hvis du er ansat under en funktionæroverenskomst, er store bededag som udgangspunktet ikke en fridag. Afskaffelsen af store bededag vil derfor ikke påvirke de eksisterende aftaler i din overenskomst.

 

Læs også