Sådan forbereder du dig til en jobsamtale

Det vigtigste, du kan gøre inden din jobsamtale, er at forberede dig godt. Sæt dig grundigt ind i virksomheden og gør det klart, hvorfor det er dig, der skal have jobbet.

Genopfrisk dine kompetencer i forhold til stillingsopslaget

Et godt sted at starte dine forberedelser til din kommende jobsamtale er ved at læse stillingsopslaget og din ansøgning igennem igen. Det hjælper dig nemlig med at genopfriske de kompetencer, du bør fremhæve under samtalen. Spørg dig selv, hvad der gør dig unik til stillingen. Kig tilbage - hvad skrev du i din ansøgning? 

Notér et par linjer om dine faglige og personlige kompetencer, og hvordan de kan bidrage positivt til virksomheden. Giv også konkrete eksempler på, hvordan du kan gøre en forskel. Det kan sætte nogle gode refleksioner i gang. 

Der er især ét spørgsmål, som du kan forvente at få, og som du bør være klar til at svare på. Nemlig "hvorfor skal vi ansætte lige præcis dig?"  

Når du først har reflekteret over, hvad der gør dig unik til stillingen, er det let at give velovervejede svar. Det er en egenskab, de fleste arbejdsgivere værdsætter højt. 

Brug også dine refleksioner på at forberede dig på andre typiske spørgsmål, som fx "Hvor ser du dig selv om 5 år?" eller "Hvad er dine svagheder?" 


Gør fortællingen om dig selv fængende
 

Når du skal beskrive dig selv, så tag udgangspunkt i elevatortalen. Så sikrer du nemlig, at din præsentation er kort, præcis og professionel. Forestil dig, at du har den tid, en elevatortur varer, til at introducere dig selv. Fokusér på dine kernekompetencer, din motivation og det, der gør dig unik til stillingen. 

Gør fortællingen om dig selv fængende for arbejdsgiveren. I stedet for blot at nævne dine styrker, kan du illustrere dem med eksempler: "Jeg har tidligere gjort [...], hvilket har skærpet mine evner inden for [...]", eller "Jeg er [...], hvilket tydeligt ses, når jeg [...]." 

Husk, at det vigtigste ikke er at opfylde alle punkterne på deres liste. Måske er der ting, du aldrig har prøvet før, og det er okay, så længe du bare er ærlig og viser den rette motivation. Det betyder mere end at have erfaring med alt på listen. 


Forbered dine egne spørgsmål
 

En jobsamtale er en flydende dialog og ikke en ensidig spørgerunde. Derfor er det vigtigt, at du også stiller spørgsmål, så du viser engagement og nysgerrighed omkring virksomheden og stillingen. Og så er det selvfølgelig også en perfekt mulighed for, at du selv kan få mere information om jobbet. 

Det kan være, at du gerne vil vide mere om: 

  • Arbejdsopgaverne 
  • Virksomhedens mål 
  • Kollegerne og samarbejdet i afdelingen 

Du kan også stille mere konkrete spørgsmål, som eksempelvis: 

  • Hvad lægger I vægt på hos en medarbejder? 
  • Hvad gør I for trivslen på arbejdspladsen? 
  • Kan I beskrive en typisk arbejdsuge? 

Det betyder ikke så meget, hvilke spørgsmål eller hvor mange du stiller. Pointen er, at du går ind med en naturlig interesse til stillingen. Forbered gerne spørgsmålene hjemmefra, og skriv dem ned, så du ikke glemmer dem til samtalen. 


Forbered et lønudspil

For mange er løn-snakken en ubehagelig del af en jobsamtale — og for mange kommer den faktisk også lidt som en overraskelse. Ofte forbereder man sig virkelig meget på at sælge sig selv, men fokuserer meget lidt på prisen. For det kan være svært at sætte en pris på sig selv. 

Men løn-snakken er vigtig — og uundgåelig. For både du og virksomheden er interesserede i, at du får den rette løn. Så hvordan griber du lønsamtalen an? Det giver vi 3 bud på: 

  1. Tjek lønniveauet: Først og fremmest er det en god ide at finde ud af, hvad lønniveauet for den stilling, du søger, er. Har du brug for indblik, kan du prøve vores lønberegner og se, hvad andre i samme stilling i gennemsnit får i løn. Kender du nogle i samme stilling eller branche, kan du også spørge dem. 
  2. Find din smertegrænse: Når du har et niveau at gå ud fra, skal du overveje, hvad din smertegrænse er — og hvilke goder du ellers medregner som en vigtig del af din løn. Tænk for eksempel over, om du vil have betalt mobil, hjemmecomputer, ekstra feriedage eller lignende. Hvad er vigtigt for dig? 
  3. Hav gerne et konkret tal parat: Hvis du har et konkret tal parat, går du ikke i sort, når løn-snakken kommer. Spørger din kommende arbejdsgiver ind til lønnen, kan du svare noget i stil med: "Når jeg ser på jobbets indhold og min erfaring, mener jeg, at en løn på omkring xx tusinde kroner er rimelig." 


Påklædning og udstråling til jobsamtalen  

Selvom det kan virke overfladisk, så har din påklædning stor betydning for førstehåndsindtrykket — for dit tøjvalg siger meget om dig. Så når du skal vælge tøjet til jobsamtalen, skal du både have din egen komfort in mente, så du er godt tilpas, og samtidig virksomhedens dresscode. Det er altid bedre at være for velklædt end for afslappet, da det kan få dig til at virke uinteresseret. 

Tænk gerne over de små, men iøjnefaldende detaljer. Ta’ blåt tøj på, hvis virksomhedens farver er blå, eller et smykke, der viser din personlighed. Husk også at rense dine sko. 

Og glem ikke din generelle udstråling. Det er den, der efterlader arbejdsgiveren med et godt indtryk af dig - smil og hold øjenkontakt, så du udstråler selvtillid. 

 

Mød op i god tid

Det er ikke bare vigtigt at komme til tiden til en jobsamtale, det er faktisk altafgørende. Du bør endda komme lidt for tidligt, hvis du vil give et rigtig godt førstehåndsindtryk. Kommer du til tiden, signalerer du, at du er pålidelig, ansvarlig, professionel og respektfuld over for arbejdsgiverens tid. 

Der kan selvfølgelig være helt legitime årsager til, at du kommer for sent. I så fald bør du kontakte den ansvarlige og informere dem om forsinkelsen med det samme. Prøv på forhånd at tage højde for myldretrafik, parkeringsmuligheder, dårligt vejr, og alt andet der kan forsinke dig. 

Hvis du føler dig nervøs inden en jobsamtale, kan du få gode råd til at tackle nervøsiteten i denne podcast:

Læs også