Sådan står du til rådighed for arbejdsmarkedet - Ase

Sådan står du til rådighed

Imens du er på jagt efter dit nye job, er det vigtigt, at du overholder din rådighedsforpligtelse. Du skal overholde en række regler, deadlines og varsler for at kunne få udbetalt dine dagpenge. Som fuldtidsforsikret skal du bl.a. stå til rådighed for fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager.

Rådighedsreglerne

Når du er dagpengemodtager, er der en række rådighedsregler, du skal overholde for at kunne få udbetalt dagpenge. Der er seks væsentlige krav, du skal være ekstra opmærksom på: 

1. Vær aktivt jobsøgende

Når du er ledig, skal du være aktivt jobsøgende. Du har pligt til at søge arbejde på den måde, som vi sammen aftaler i aftalen om "Krav til jobsøgning". Det betyder, at du har pligt til at søge alt rimeligt arbejde, dvs. alt arbejde, som du kan varetage.  

I din joblog på jobnet.dk skal du minimum én gang om ugen registrere din jobsøgning og hver måned uploade to af dine skriftlige ansøgninger.

Læs mere om krav til din jobsøgning

2. Tast dagpengekort hver måned

Du skal hver måned indtaste dit dagpengekort på MitAse med oplysninger om arbejde, sygdom, ferie mv., for at få dine dagpenge. Læs vejledningen på dagpengekortet omhyggeligt, inden du udfylder det. Er du det mindste i tvivl, så kontakt os, og vi guider dig igennem dagpengekortet.

3. Deltag i de møder, du bliver indkaldt til eller selv booker

Du bliver løbende indkaldt eller bedt om at booke møder – både hos jobcentret og hos os – for at forbedre dine muligheder for at komme i arbejde.

Du har pligt til at komme til alle de møder, du bliver indkaldt til eller selv booker.

4. Deltag i de aktiviteter og tilbud fra jobcentret, a-kassen og anden aktør

Hvis jobcentret, a-kassen eller anden aktør beder dig om at deltage i en aktivitet eller tilbud, har du pligt til at deltage i aktiviteten/tilbuddet.

5. Påtag dig henvist arbejde

Hvis du bliver henvist til et arbejde eller en ansættelsessamtale af jobcentret eller a-kassen, må du hverken afslå arbejdet eller ansættelsessamtalen. 

6. Stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Du skal være klar til at tage et fuldtidsarbejde, og du skal selv aktivt søge fuldtidsarbejde. Desuden skal du opholde dig og have bopæl i Danmark samt være tilmeldt som ledig dagpengemodtager på jobnet.dk. 

Det er vigtigt, at du er opmærksom på og overholder dine aftaler, ellers kan du risikere at miste retten til dagpenge. 

Jobsamtaler hos Ase

Som ledig har du pligt til at booke 2 jobsamtaler med Ase indenfor de første 3 måneders forbrug af dagpenge. Du skal selv booke dine jobsamtaler på MitAse som enten en digital samtale (et videomøde), en telefonisk samtale eller en samtale, hvor du møder fysisk op. Vi sender dig selvfølgelig et brev, som indeholder en bookingfrist, når det er tid til at booke en jobsamtale. 

 

Udeblivelser fra samtaler

Du har mødepligt til de samtaler, som enten Ase, jobcentret eller en anden aktør indkalder dig til. 

Udebliver du fra en samtale, kan du risikere at miste dine dagpenge med mindre, du har en gyldig grund. En gyldig grund er fx en job- eller ansættelsessamtale, som tilfældigvis ligger på samme tidspunkt som det aftalte møde i jobcentret eller hos Ase. 

Har du meldt afbud inden samtalen uden en gyldig grund, kan du ikke få dagpenge for den dag, du skulle have mødt op til samtalen.  

Har du slet ikke meldt afbud til samtalen, kan du ikke få dagpenge fra din udeblivelse og frem til, at du har kontaktet dem, som du skulle have været til møde hos, fx jobcentret eller Ase. 

 

Hvis du ikke står til rådighed

Hvis du vælger at afslå et jobtilbud, som jobcentret har henvist dig til, eller du vælger at ophøre i et ordinært arbejde, eller et arbejde hvor det offentlige yder tilskud til lønnen, kan du risikere at få 3 ugers karantæne for selvforskyldt ledighed eller helt miste din ret til dagpenge - medmindre du har en gyldig grund til at ophøre eller afslå samarbejdet. Du risikerer også 3 ugers karantæne, hvis du udebliver fra et møde hos en arbejdsgiver om henvist arbejde. 

Hvis du udebliver fra et tilbud, som du er begyndt i, kan du ikke få dagpenge fra den dag, du udebliver og indtil den dag, du deltager i tilbuddet igen. 

Du mister retten til dagpenge helt, hvis du 2 gange inden for en periode på 12 måneder afslår eller ophører i et tilbud eller arbejde, som beskrevet ovenfor. Du kan først få dagpenge igen, når du har haft mindst 300 timers arbejde uden offentligt tilskud til lønnen inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger eller 276 timer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dagesindberetninger. 

Har du spørgsmål til rådighedsforpligtelsen?

Er du i tvivl eller overvejer du at enten afslå eller ophøre i et tilbud eller arbejde, bør du altid kontakte Ase på 7013 7013 eller dit lokale jobcenter for råd og vejledning. Du kan også læse mere om, hvad du skal være opmærksom på som dagpengemodtager i vores brochure:

hent brochuren her

Læs også