Frivilligt arbejde og dagpenge

Der er mange fordele ved at udføre frivilligt arbejde. Om det er følelsen af at være en del af et fællesskab og gøre en forskel i lokalsamfundet, eller om du arbejder på dit CV og udvikler dine kompetencer, er frivilligt arbejde et godt valg. Få svar på, hvordan du kan udføre frivilligt arbejde uden at overtræde reglerne, mens du er på dagpenge. 

Hvilken form for frivilligt arbejde må jeg udføre på dagpenge eller efterløn? 

Når vi hos Ase skal vurdere dit frivillige arbejde, skelner vi mellem, om der er tale om ‘frivilligt ulønnet arbejde’ eller ‘frivillige aktiviteter’.  

Du skal være opmærksom på reglerne, når der er tale om ‘frivilligt ulønnet arbejde’: 

  1. Frivilligt ulønnet arbejde må du udføre i op til 10 timer om ugen i gennemsnit i en udbetalingsperiode, mens du er på dagpenge. Er du på efterløn må udføre frivilligt ulønnet arbejde op til 15 timer om ugen uden at blive trukket i din ydelse. 
  2. Frivillige aktiviteter må du udføre alle de timer, du vil, mens du er på dagpenge eller efterløn. 

 

Frivilligt ulønnet arbejde

’Frivilligt, ulønnet arbejde’ er en tjans, som varetages hos frivillige organisationer og foreninger. Det betyder, at det muligvis kunne udbydes som almindeligt lønarbejde, fx hvis det er en del af organisationens primære drift. Hvis det er tilfældet, er der grænser for, hvor meget tid du som dagpengemodtager eller efterlønner må bruge på det uden at blive modregnet i din ydelse.

Ase frivillig ulønnet arbejde

 

Frivillige aktiviteter

En ’frivillig aktivitet’ er en tjans, som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde. Det kan være i regi af en organisation eller en forening, fx at ekspedere i Røde Kors’ lokale genbrugsbutik eller være besøgsven.

’Frivillig aktivitet’ er også alt det, der ligger i helt privat regi, fx at hjælpe naboen med græsset eller indkøbene.

Eksempler på frivillige aktiviteter for frivillige organisationer:

  • Aflastning af pårørende til syge i eget hjem, fx via en aflastningstjeneste eller vågetjeneste
  • Dommergerning, tidtagning og lignende ved sportsarrangementer.
  • Indsamling til fx nødhjælpsorganisationer.
  • Spejderleder.
  • Telefonrådgivning, der ikke kræver en særlig uddannelse.
  • Samtale af ikke-økonomisk art til socialt udsatte mennesker.
  • Bistand i forbindelse med afholdelse af events, f.eks. motionsløb, lejre og lign.

For alle ovenstående gælder det, at der ikke normalt er ansat aflønnet personale til at udføre arbejdet.

'Frivillige aktiviteter’ er undtaget fra reglerne om begrænsning. Det betyder, at du som dagpengemodtager eller efterlønner kan udføre ’frivillige aktiviteter’ i ubegrænset omfang.

Ase frivillige aktiviteter

 

Hvor må jeg udføre frivilligt arbejde? 

Som udgangspunkt må du udføre frivilligt arbejde i alle foreninger, organisationer eller lignende, der er kendetegnet ved at: 

  • være frivilligt grundlagt. 
  • have et non-profit formål. 
  • det frivillige arbejde er en betydningsfuld del af organisationen. 

 

Eksempler på frivillige organisationer er:  

  • Organisationer med et socialt eller humanitært formål. 
  • Kirkelige og kulturelle foreninger. 
  • Miljøorganisationer. 
  • Patientforeninger. 
  • Beboer-, ejerlejligheds- eller grundejerforeninger. 
  • Sports- og idrætsforeninger. 

Som minimum skal en bestyrelse sidde ulønnet og som frivillige. Det betyder, at en forening eller en frivillig organisation er kendetegnet ved ikke at have som sit primære formål at skabe profit til nogen ejere. Et eventuelt overskud skal gå til at opfylde organisationens formål. 

For en fægteklub kunne formålet fx være at fremme fægtesporten på Fyn. Som noget nyt må et overskud dog også gerne gå til rene medlemsfordele.Det kunne fx være at forbedre badefaciliteterne i selv samme fægteklub. 

Er organisationen finansieret af offentlige midler har dette ingen betydning. 

Bemærk, at hvis du udfører du derimod frivilligt arbejde for en frivillig forening, som laver aktiviteter i en privat virksomhed eller offentlig institution, bliver du ikke trukket i dagpenge eller efterløn, da dit arbejde er for den frivillige forening. 

 

Find dit frivillige arbejde på: 

Frivilligjob.dk

Frivillighed.dk 

 

Hvor må jeg ikke udføre frivilligt arbejde?

Lige så vel som der er frivilligt arbejde som du gerne må udføre, er der også former for frivilligt arbejde som du ikke må udføre.


Offentlige institutioner og private virksomheder

Du må ikke udføre frivilligt arbejde inden for:

  • Kommunen
  • Regionen
  • Staten
  • Private virksomheder

Udfører du frivilligt arbejde i private virksomheder eller i offentlige institutioner, som fx på et plejehjem eller en folkeskole, vil du blive altså trukket i dagpenge eller efterløn.

 

Typer af frivilligt arbejde i frivillige organisationer du ikke må udføre

Der er også særlige typer af frivilligt arbejde i frivillige organisationer, du ikke må udføre. Det gælder opgaver, der kan defineres som primær drift og vedligeholdelse.

Du må ikke udføre primær drift som frivilligt arbejde

Arbejde som sikrer organisationens overordnede, administrative drift. Det kan fx være:

  • Økonomistyring
  • Personaleadministration

Det kan også være opgaver, som det offentlige skal udføre, fx udbringning af mad til de ældre.

Undtagelse: Du vil ikke blive trukket i dagpenge eller efterløn for at udføre små administrative opgaver, så længe det ikke overstiger 10 timer om ugen, når du er på dagpenge, eller 15 timer om ugen, når du er på efterløn. Små administrative opgaver kan f.eks. være receptionistopgaver eller revision i mindre foreninger.

Du må ikke udføre væsentlig vedligeholdelse som frivilligt arbejde

Vedligeholdelse er derimod arbejde som garanterer at de fysiske rammer er i orden. Det kan fx være:

  • Arbejde der kræver autorisation
  • Daglig rengøring

Undtagelse: Du vil ikke blive trukket i dagpenge eller efterløn for at udføre vedligeholdelsesarbejde i mindre foreninger uden ansatte. Det kan eksempelvis dreje sig om små opgaver som lejlighedsvis rengøring og mindre håndværksopgaver som ikke kræver autorisation.

 

Hvad skal jeg oplyse Ase om, hvis jeg vil i gang med frivilligt arbejde?

Vil du gerne i gang med frivilligt arbejde, mens du er på dagpenge eller efterløn, skal du søge om det. Det gør du ved at skrive til os via MitAse. Herefter sender vi en blanket, du skal udfylde. I blanketten skal du angive:

  • Hvad dine opgaver går ud på.
  • I hvilken organisation du er frivillig.
  • Hvor mange timer om ugen du er frivillig.

Når du har udfyldt blanketten og indsendt den til os, får du en bekræftelse. Det er din skriftlige kvittering på, at Ase har modtaget din orientering, og det er vigtigt, at du gemmer den.

Vi anbefaler, at du ikke går i gang med at udføre frivilligt arbejde, før du har været i kontakt med os og har fået en skriftlig afgørelse omkring kategorien af dit frivillige arbejde, og hvordan du undgår at overtræde reglerne, hvis der er tale om ‘frivilligt ulønnet arbejde’.

Vi gør dig opmærksom på, at det er Ase, der vurderer om din frivillige indsats kategoriseres som en ‘frivillig aktivitet’ eller ‘frivilligt ulønnet arbejde’.

Er du ikke medlem af Ase og ønsker vores hjælp og rådgivning, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.

Meld dig ind i Ase


Husk at stå til rådighed

Vi gør opmærksom på, at du husker din rådighedsforpligtelse som ledig. Dit frivillige arbejde må altså ikke stå i vejen for, at du er til rådighed for arbejdsmarkedet. Du bør derfor ikke udføre mere frivilligt arbejde, end at du kan begynde på et lønnet arbejde med et døgns varsel.

Sådan står du til rådighed som ledig

 

Læs også