Barsel som social forælder
Som social forælder har du mulighed for at få barselsorlov og modtage barselsdagpenge, selvom du ikke er barnets juridiske forælder. Det kræver, at den juridiske forælder overdrager orlov til dig, og at du opfylder visse betingelser, herunder beskæftigelseskravet.
Hvad er en social forælder?
En social forælder er en person, der ikke er barnets biologiske eller juridiske forælder, men som har en forældrelignende relation til barnet og spiller en vigtig rolle i dets liv. Du kan være social forælder, hvis du:
- Er ægtefælle til barnets juridiske forælder.
- Er samlever til barnets juridiske forælder og har boet sammen i mindst 2 år, når din orlov begynder.
- Er kendt donor til barnet.
- Er ægtefælle til den kendte donor.
- Er samlever til den kendte donor og har boet sammen i mindst 2 år, når din orlov begynder.
Har sociale forældre ret til barsel?
Ja, som social forælder kan du få barselsorlov og barselsdagpenge, hvis den juridiske forælder overdrager dele af sin orlov til dig. For at få barselsdagpenge skal du opfylde beskæftigelseskravet, som betyder, at du enten skal være i arbejde eller medlem af en a-kasse.
Hvor meget barsel kan sociale forældre få?
Mængden af orlov, der kan overdrages, afhænger af den juridiske forælders situation:
Overdragelse fra den juridiske mor
- Op til 8 uger i perioden 3.-10. uge efter barnets fødsel. Hvis den juridiske mor genoptager arbejdet på fuld tid i denne periode, kan op til 8 uger overdrages. Som social forælder skal du holde orloven inden for 10 uger efter barnets fødsel, da den ikke kan udskydes eller forlænges. Hvis den juridiske mor fortsætter direkte på de 14 ugers orlov, kan de op til 8 uger også overdrages.
- De 14 ugers orlov, som starter fra 11. uge efter barnets fødsel, kan helt eller delvist overdrages. Hvis den juridiske mor er lønmodtager, kan 5 uger overdrages. Hvis den juridiske mor er ledig, kan alle 14 uger overdrages.
Overdragelse fra den juridiske medfar eller medmor
- De 22 ugers orlov, som starter fra 3. uge efter barnets fødsel, kan helt eller delvist overdrages. Hvis den juridiske medfar eller medmor er lønmodtager, kan op til 13 uger overdrages. Hvis den juridiske far eller medmor er ledig, kan alle 22 uger overdrages.
Orloven skal som udgangspunkt holdes, inden barnet fylder 1 år, men kan udskydes eller forlænges, ind til barnet fylder 9 år.
Få overblik over de juridiske forældres barsel
Sådan søger du barselsorlov som social forælder
For at søge barselsdagpenge som social forælder, skal du:
- Få orlov overdraget: Den juridiske forælder skal overdrage en del af sin orlov til dig.
- Varsle din arbejdsgiver: Du skal give din arbejdsgiver besked om orloven inden for de gældende frister.
- Hvis du har fået flerlingeorlov fra en soloforælder, skal du senest 8 uger, før orloven begynder, varsle din arbejdsgiver om, hvornår orloven skal holdes, og hvor længe den varer.
- Ansøge om barselsdagpenge: Send din ansøgning til Udbetaling Danmark. Du finder mere information og ansøgningsskemaer på borger.dk.
Kontakt os
Kontakt os, hvis du som medlem har spørgsmål til barsel, uanset om det drejer sig om generelle spørgsmål eller vedrørende din specifikke situation.
Er du ikke medlem af Ase, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.