Få styr på din arbejdsglæde og forstå hvorfor det er vigtigt

Arbejdsglæde og trivsel

At gå på arbejde er en stor del af vores liv. Oplever vi en stor trivsel på vores arbejdsplads, kan det bidrage til en hel del overskud, der giver os følelsen af at være uovervindelige. Oplever vi derimod en faldende arbejdsglæde, vil det hurtigt give minus på overskudskontoen og påvirke humøret og lysten til at gå på arbejde.

Arbejdsglæde og trivsel

 

Glæde vil altid være en individuel følelse, som kan være svær at sætte præcise ord på. Helt grundlæggende fremkaldes glæde af belønningsstoffer i hjernen og kan komme til udtryk på mange måde. Arbejdsglæde er dog i bund og grund følelsen af at være glad for at gå på arbejde - oplever du arbejdsglæde, er du sandsynligvis ikke en af dem, som rammes af “åh nej, er det allerede mandag?”

Hvad betyder trivsel på arbejdspladsen?

Arbejdsglæde betyder som regel, at du oplever god trivsel på arbejdspladsen. Dette inkluderer ikke kun glæden ved dine egne opgaver, men betyder samtidig, at du trives i samspil med dine kollegaer såvel som din chef. Det er derfor lige så meget dine relationer, der er i spil, samt hvorvidt du føler, at du befinder dig i et trygt og åbent miljø, hvor du værdsættes og lyttes til.

Hvorfor er arbejdsglæde og trivsel vigtigt?

De fleste tilbringer i sidste ende størstedelen af deres vågne tid på arbejdet. Derfor kan det heller ikke komme som nogen overraskelse, at arbejdsglæden hænger udtrykkeligt sammen med ens trivsel og velvære.

Ifølge Kandidatanalysen 2020 fra Ballisager, har jobglæden på de danske arbejdspladser været faldende. Tilbage i 2019 viste undersøgelsen, at 50 procent af respondenterne oplevede jobglæde i høj grad, hvilket faldt til 48% året efter. Herudover mener mere end én tredjedel, at et jobskifte kan modvirke den manglende jobtrivsel.

Læs om Ase-medlemmet, der skiftede karrierespor og fandt tilbage til arbejdsglæden

De fleste har nok prøvet at opleve, hvordan en dårlig dag på arbejdet har haft betydning for humøret resten af dagen, og mange ender endda med at tage det dårlige humør og oplevelser med hjem. Er dette en situation, man ofte befinder sig i, vil man opleve, hvordan det på sigt kan påvirke en både fysisk og psykisk. En manglende arbejdsglæde har derfor vist sig at kunne føre til både undertrykte følelser, stress og depression, hvilket i sidste ende påvirker både dig, dit arbejde samt personerne omkring dig.

Læs også mere om stress på arbejdspladsen