Lønforhandling som nyuddannet
Mere end 60% af alle nyuddannede forhandler ikke løn, når de bliver ansat i deres første job. Det er en skam, fordi at turde indgå i en forhandling og at være godt forberedt med et lønudspil, er et vigtigt signal at sende over for en kommende arbejdsgiver.
Hvad skal jeg have i løn som nyuddannet?
Som nyuddannet varierer din startløn afhængigt af din uddannelse, branche og sektor. Gennemsnitlige startlønninger spænder bredt, men det vigtigste er at være forberedt til at forhandle din løn for at sikre en retfærdig kompensation baseret på dine kvalifikationer og markedsværdi.
Lønforhandling i en offentlig virksomhed
Der er forskel på, hvordan du bør gå til din første lønforhandling, alt efter om du skal arbejde i en privat eller offentlig virksomhed.
Når du er offentligt ansat, er en del af både din løn og pension fastsat på forhånd i din overenskomst (kommunal, regional eller statslig). Din løn består af et basisløntrin og som regel et rådighedstillæg, der begge afhænger af, hvor længe du har været på arbejdspladsen.
Hvad kan jeg forhandle?
Løntrin og rådighedstillæg er ikke til forhandling - dermed ikke sagt at en lønforhandling er umulig. Det kan nemlig godt lade sig gøre at forhandle forskellige typer tillæg, bl.a. kvalifikations- og funktionstillæg samt andre goder som fx hjemmearbejdsdage.
Nyuddannet løn i en privat virksomhed
Meget spiller ind på, hvad du som nyuddannet kan få i løn i en privat virksomhed. Det kommer bl.a. an på geografi, branche og uddannelse, og derfor skal dit lønudspil tage udgangspunkt i din profil og den virksomhed, du skal arbejde i. Du kan også se på, hvad andre får i løn i lignende stillinger eller tage udgangspunkt i, hvorvidt:
- Du har haft et relevant studiejob.
- Virksomheden er i vækst.
- Branchen er lønførende.
- Du lægger dig helt op ad det, virksomheden leder efter, eller om du afviger i større eller mindre grad.
Gode råd til at forhandle din nyuddannet løn
Bare tanken om at skulle forhandle løn i dit første job efter studiet kan være nervepirrende, men når du viser, at du kommer forberedt og er klar til at forhandle din løn, selvom du er ny på arbejdsmarkedet, viser du, at du er selvsikker, og tror på dig selv og dine kompetencer.
Kend din markedsværdi
Den vejledende startløn for en nyuddannet kandidat i den private sektor ligger på 42.500 kroner før skat i 2023.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du kan forvente eller har ret til denne løn som nyuddannet. Det er din evne til at forhandle, din uddannelse og erfaring samt virksomheden, branchen og jobbets geografiske placering, der afgør din kommende løn.
Vær ambitiøs
Det er vigtigt, at du har et realistisk, men også ambitiøst mål for, hvor meget du vil have i løn. Sæt gerne barren lidt højere i dit forslag, end hvad du faktisk forventer. Så har du større chance for at få det, du ønsker.
Men lad være med at være for ambitiøs i dit udspil - sætter du barren for højt, risikerer du at fremstå useriøs, hvilket kan give bagslag.
Vær selvsikker
Du skal nemt og selvsikkert kunne forklare, hvorfor du mener, at du fortjener lige præcis den løn, du beder om.
Et godt og konkret argument kunne fx være, at du har:
- skrevet speciale om det område, du skal arbejde med, og derfor har den nyeste viden indenfor området.
- erfaring med de programmer og systemer, de bruger.
- været ansat i praktik eller som studentermedhjælper i en lignende stilling eller branche.
- erfaring og kendskab til branchen.
Husk kun at tage udgangspunkt i dine egne kompetencer og dine erfaringer. Undlad at bruge argumenter som "det får min veninde som (...)" eller "hos Ase sagde de, at jeg kunne få (...) i løn".
Hav altid en plan b
Det er ikke nemt at forhandle løn og nogle gange, er det umuligt at ramme lige præcist det ønskede tal - derfor er det vigtigt at have en back-up-plan.
Du kan overveje, hvad du helst vil have og lave en liste med prioriteringer ud fra, hvad du ellers kunne tænke dig, hvis din første prioritet ikke kan lade sig gøre.
Det kan fx være, at du kan:
- gå med til en lavere grundløn dog med mulighed for en bonusaftale.
- forhandle dig til at få udbetalt et engangsbeløb.
- aftale en lønstigning efter et par måneder, når du har vist, hvad du kan.
Du kan også forhandle om andet end løn
Nogle virksomheder er hverken til at hugge eller stikke i, når det kommer til lønforhandling, men det er også muligt at forhandle om andet end løn. Derfor er det en god idé at have gjort dig nogle tanker om, hvad du ellers kunne tænke dig, og hvad der er vigtigst for dig.
Idéer til lønforhandlingen kan være:
-
Al din ferie med løn (hvis du ikke er funktionær)
-
Noget af din ferie med løn (hvis du ikke er funktionær)
-
Pension
-
Barns 1. og 2. sygedag – med løn
-
Fri bil
-
Sundhedsforsikring
-
Fri telefon og internet
-
Mulighed for hjemmearbejdsdage
-
Bonusordning
Få hjælp til at forhandle din løn som nyuddannet
Det kan være svært at vide, hvad du kan tillade dig at bede om i løn, når du er helt ny på arbejdsmarkedet. Er du medlem af Ases fagforening, så kontakt os for hjælp og rådgivning til din jobsamtale og lønforhandling. Vi hjælper også gerne med at kigge både din lønseddel og ansættelseskontrakt igennem for eventuelle fejl.
Er du endnu ikke medlem af vores fagforening, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.