Jobsamtale i arbejdstiden

Hvad siger du til chefen, hvis du er inviteret til jobsamtale et andet sted? Her er 4 undskyldninger, du bør undgå, og 4 lovlige alternativer. 

4 dårlige undskyldninger, der potentielt bryder loven

Nedenstående ”genveje” kan være fristende. Men de ligger alle uden for lovens rammer. En lille løgn er nemlig lige så ulovlig som en stor. Og din arbejdsgiver har krav på, at du er loyal.

  1. Sygedag: Hvis du melder dig syg uden at være syg, udebliver du ulovligt fra arbejdet. Det kan i yderste konsekvens betyde, at du bliver bortvist.
  2. Barnets første sygedag: Hvis dit barn er syg, kan du holde en dag fri fra arbejde. Men det er kun lovligt, hvis du bruger dagen på at passe dit barn. Og så kan du jo ikke så godt gå til jobsamtale.
  3. Omsorgsdag: På omsorgsdage kan du holde fri med fuld løn sammen med dit barn. Om arbejdsgiveren vælger at gribe ind, hvis du gør noget andet, må hun selv bestemme, men reelt set er det pjæk. Og det kan du blive fyret for.
  4. Flyttedag: Den står ikke i funktionærloven, men den er en del af nogle virksomheders personalepolitik eller overenskomst. Dagen er dog beregnet til at løfte møbler - ikke til at løfte dit CV ind i andre virksomheder.

 

4 gode muligheder, der overholder loven

Heldigvis kan du godt gå til jobsamtale hos en anden virksomhed uden at risikere en ubehagelig samtale med chefen bagefter. Her er 4 gode bud.

  1. Gå til samtale uden for arbejdstiden: Vis din måske kommende arbejdsgiver, at du er den loyale og ærlige type og foreslå et tidspunkt uden for arbejdstiden. Så behøver du hverken fortælle chefen det eller være bange for at møde en kollega.
  2. Foreslå et møde i ydertiderne: Hvis du kan flekse, så mød tidligt og gå tidligt eller arbejd lidt ekstra, så du har nogle timer i ”banken”, som du kan bruge til at gå tidligt den dag, samtalen ligger.
  3. Hold en fridag: Tag en halv eller en hel feriedag eller feriefridag. Betragt det som en god investering i forhold til både din karriere og din samvittighed. Søger du flere job og skal til flere samtaler, kan du prøve at lægge dem samme dag.
  4. Vær ærlig: At sige sandheden kan være en god løsning. Mange arbejdsgivere forstår godt, at de fleste før eller siden gerne vil prøve noget andet. Selvom du er på udkig, kan du godt passe dit job. Måske kan det ligefrem give anledning til et internt karriereskifte.

 

Læs også