Digital samtale førte til drømmejob
Da Rasmus Aagaard besluttede sig for at droppe tilværelsen som selvstændig og gå efter at få et lønmodtagerjob, var der pludselig mange tråde, der skulle gå op. Først og fremmest skulle han finde ud af, hvad han egentlig ville karrieremæssigt - og dernæst få det til at gå op med sin tilværelse i en lejlighed i København, en kæreste og et lille barn.
Fast indtægt og tid til familien
Han havde kort sagt brug for en fast indtægt og tid til familien - men samtidig drømte han om et spændende job, hvor hans cand. merc-uddannelsen, personlighed og unikke kompetencer kom i spil. Heldigvis sikrer hans medlemskab i Ase ham kompetent karrieresparring og rådgivning:
"De digitale samtaler med a-kassen var en stor hjælp til først at få skærpet min profil, og i sidste ende føler jeg, at det var stærkt medvirkende til, at jeg fandt det helt rigtige job i en spændende start-up-virksomhed, fortæller Rasmus Aagaard.
Takket være god sparring i Ase lykkedes det at lande drømmejobbet.
Søgte jobs i øst og vest
Muligheden for at føre digitale samtaler med a-kasse og jobcentre blev en realitet med nedlukningen af landet som følge af Corona-pandemien, og ifølge Rasmus Aagaard blev sparringen bestemt ikke dårligere af at foregå over eksempelvis Teams.
Da han først blev ledig, søgte han meget blandede jobs og havde svært ved helt at definere, hvilken vej han skulle gå. Men efter den digitale sparring i Ase blev han hurtigt mere bevidst om sine drømme og muligheder.
”Umiddelbart søgte jeg i øst og vest, fordi jeg var splittet mellem at finde et sikkert job med en fast indtægtskilde og så følge min passion for iværksætteri. Takket være rigtig god sparring med job-og karriererådgiver, Pia Kristensen fra Ase, lykkedes det dog at lande drømmejobbet som finans- og logistikansvarlig i en mindre start-up-virksomhed. Det var en lang ansøgningsproces, hvor hun først hjalp mig med at blive klar over, hvad jeg gik efter og hvorfor og efterfølgende sparrede med mig under selve ansættelsesprocessen", fortæller Rasmus Aagaard.
Digitale samtaler mindst lige så gode som fysiske
Umiddelbart har de digitale samtaler, som nærmest blev gennemført overnight, da a-kasser og jobcentre blev lukket ned for at udgå smitte, været en overvældende succes. Såvel de ledige som a-kasser og kommuner er glade for ordningen, der i al ubemærkethed har udviklet sig og er blevet til Danmarks måske største offentlige digitaliseringssucces. Også Rasmus Aagaard kan se mange fordele ved digitaliseringen frem for de lovpligtige, fysiske samtaler:
”Ud over at slippe for transport er det rart at kunne sidde hjemme i trygge omgivelser. Samtidig gav det bedre mulighed for at forberede sig - også til digitale jobsamtaler - med PowerPoints og lignende. Samlet have jeg 3 teams-samtaler og to pr. telefon på strategisk vigtige tidspunkter i forløbet. Det gav en vigtig ro, som var med til at stive selvtilliden af,” siger han.