Outplacement

Velkommen til Ases podcast, din jobguide. Ases podcast tager fat i emner som jobsøgning, karrierevalg, stress og trivsel. Og det er stedet, hvor du kan hente masser af inspiration, tip og råd til hele dit arbejdsliv.

Ases podcast er din guide til dit job. Velkommen til denne her episode af Ases podcast, hvor vi i dag skal snakke om outplacement. Og jeg har en kollega med på linjen her i dag. Og det er Trine Bang, som sidder med outplacement til dagligt.

Vi skal snakke outplacement, og vi skal snakke om, hvad outplacement er for noget. Så velkommen til, Trine. Vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv? Jo, det vil jeg gerne, og tak Pia Maria. Jamen, jeg hedder som sagt Trine, og min dagligdag i Ase foregår primært i Aarhus. Der har jeg plads og kontor og bevæger mig sådan lidt rundt omkring i det danske land, når behovet nu er til det. Jeg har været i Ase efterhånden nogle år, og de sidste par år har jeg egentlig kun siddet med vores outplacement-del og håndteret det for vores kunder. Og jeg synes, det er en utrolig spændende opgave, fordi man møder rigtig mange forskellige mennesker i jobbet her fra forskellige baggrunde og egentlig også i dag fra forskellige steder i landet.

Og man kan sige, det kan vi jo takke vores coronatid for. Der er ikke meget, vi kan takke den for, men det har gjort, at vi nok er blevet noget mere online, end vi har været tidligere. Og det ser jeg nogle helt klare fordele i, både i min dagligdag, men også i den her måde at køre outplacement-forløbende på.

Ja, og det leder mig så hen til det næste spørgsmål, fordi hvad er outplacement egentlig for noget? Ja, det er jo sådan et rigtig godt spørgsmål. Hvad er det for noget? Og jeg synes jo grundlæggende, at ordet ikke fortæller ret meget om, hvad det er. Det er jo en engelsk betegnelse, og uden vi sådan skal fordybe os i det, så er det jo, at man udplacerer medarbejdere. Så det er egentlig noget, der har kørt, kan man sige, organisationsmæssigt, at når man opsiger medarbejdere, så sørger man for at få dem godt videre. Og man kan sige, det er jo egentlig også det, vi gør.

Vi sørger for at få folk godt videre. Men jo ikke nødvendigvis fra en opsigelse. Det kan også være et ønske om at gerne vil noget andet i det, man sidder i, eller turde tage snakken med sin chef, eller være forberedt til en mus- eller lønssamtale.

Så for at forsøge at sætte lidt ord på, hvad outplacement er, så er det, jeg vil egentlig se det som at have en sparringspartner, en uvildig sparringspartner, i den her process af at være på arbejdsmarkedet.

Og det lyder jo meget fluffy og meget stort, men tanken er jo egentlig, at vi rigtig gerne vil hjælpe folk der hvor de nu engang er, og tager vel et udgangspunkt i opsigelsen. Det er jo der vi i hvert fald ofte stifter bekendtskab med vores kunder, det er når de har fået en opsigelse og jo så skal videre i noget nyt. Jamen så er det ofte snakken omkring, hvad er det jeg kommer fra? Der kan være noget følelsesmæssigt i en opsigelse, der skal snakkes om og bearbejdes. Men det er også ofte min erfaring, at folk ligesom, om man vil, hiver håndbremsen til, ligesom at mærke efter og sige, det jeg laver i dag, er det egentlig det, jeg har lyst til at lave? Måske resten af tid på mit arbejdsmarked? Eller er det nu, jeg skal sadle om?

Eller er det nu, jeg skal forholde mig til og gerne vil have lagt en karriereplan? Det er jo så fint sagt, men egentlig måske har sådan gjort sig nogle tanker omkring, vil jeg gerne videre, og i hvilket tempo vil jeg gerne videre.

Det kan være den ene snak, og det kan i den grad også være en snak omkring, jamen, hvad er det for nogle faglige kompetencer, jeg har med i bagagen? Jeg tror, vi danskere er sådan ret gode til at blive i overskrifterne, når vi sådan snakker med folk, og når vi netværker, eller hvis jeg sådan skulle tage en snak med dig, Pia Maria, hvis du spurgte mig, at Trine, hvad laver du? Jamen, så vil mit lynhurtige svar være, jamen, jeg snakker med mennesker hver dag. Og det kan være, du sidder og tænker, det lyder da utroligt kedeligt, eller det var da ikke særlig sigende. Men det er lidt i de her overskrifter, vi har en tendens til at blive, og det afspejler jo også lidt, når vi jobsøger, at vi bliver i overskrifterne. Så sådan et forløb her kan i den grad også være en snak omkring det her med at sætte sig ned og fordybe sig i, jamen, når jeg nu kan eller når jeg nu kan noget omkring IT, eller et Word-dokument, eller noget andet, noget lagerstyring.

Hvad ligger der så i de, kan man sige, overskrift-ord, vi har der? Så egentlig sådan en fordybelse, om man vil. Og i den grad også det at mærke efter og sige, jamen det kan godt være, jeg har en hel palette af ting, jeg kan, men der vil helt sikkert være nogle af de ting, jeg kan, jeg faktisk ikke trives i eller ikke har lyst til at lave i en mere fremadrettet. Så det er sådan lidt en opremsning, om man vil, eller en refleksion. Det lyder jo lidt som om, at det nærmest er, at man får hjælp til at få det her helikopterperspektiv på hele den lange rejse, man har været på indtil man sidder foran sådan en som dig, og kan få hjælp til at se nogle af de ting, man måske ikke selv kan se, og få det der overblik over, hvad er det, hvad kan jeg, hvor vil jeg hen? Ja, lige præcis, det der helikopterblik.

Og jeg tror, vi alle sammen har sådan en... Jeg plejer at sige, at vi danskere er 100 meter mester i antagelser. Vi gør det jo et split sekund, og uden at gå i psykologiens kunst, så er det jo noget, vores hjerne skal gøre. Men vi er også blevet for dygtige til det. Så vi antager lidt, at folk ved, hvad jeg laver. Når jeg nu siger, at jeg sidder som outplacement-konsulent, så kan jeg jo godt i et split sekund tænke, at det ved de godt, hvad jeg er. Det behøver jeg ikke at sætte ord på.

Men jo mere vi selv italesætter det, jo mere interessant bliver vi faktisk også for andre at høre på. Så jo mere vi tør at lægge ordene i, hvad det er, vi går og laver, jo mere interessant bliver vi. Og det er jo det, der skal sælge os selv, når vi gerne vil videre.

Og at sælge sig selv, det kræver jo også, at man ligesom ved, hvad man indeholder, at man kender produktet. Og det, der jo tit, synes jeg, er i hvert fald på min side af skrivebordet, jeg tit oplever, det er jo det her med, at vi er måske ikke altid så gode til at se vores egne styrker og kompetencer, og måske også tage mange af tingene for givet i forhold til netop, som du siger, det ved folk godt, hvad det er, men det ved folk ikke nødvendigvis. Og når man skal sælge sig selv i forhold til et job, så er det vigtigt at have sat ord på sine kompetencer og hvad det betyder for en.

For det ene er jo, hvad jeg mener, og det betyder en anden ting er, hvordan andre opfatter det. Jo, så absolut. Og jeg plejer altid at sammenligne det med, at det med at skulle ud og sælge en kaffemaskine eller en lækker bil, så er det forholdsvis nemt at putte tillægsordene og superlativerne på, at den kan være højglans, at den kan være rød, at den kan køre så og så hurtigt og har så stor en motor, eller at du kan tænde for kaffen aftenen før, så du frisk kaffen, når du står op. Vi er bare rigtig dårlige til det, når det gælder os selv.

Og det er så tarveligt at sige, at man skal ud og sælge sig selv, men det er jo grundlæggende det, vi skal. Og det er svært. Og jeg kan jo forsigtigt sige, at vi jo også er styret af en jantelov et eller andet sted, at vi skal altså ikke tro, vi er noget. Og den må vi godt øve os i at putte en lille smule i baglommen. Om vi gør det i vores skrevne materiale, eller om vi gør det på Linked

In, jamen så er det jo også nogle af de ting, vi kan tage en snak om i sådan et forløb. Jamen er det ansøgning og CV, vi skal have en snak om, eller i hvert fald at have kigget på, eller genbesøgt om man vil, jamen så gør vi det. Eller er det, at man har et ønske om at netværke endnu mere på de sociale medier, og måske LinkedIn, jamen så tager vi også gerne en snak om det.

Og jeg plejer at sige, at jeg er den irriterende sparringspartner, fordi jeg stiller alle de trættede spørgsmål, og jeg udfordrer i den grad. Og jeg tror, at det vi gør generelt i forløbene, det er at udfordre antagelser.

Og det leder mig også hen til næste spørgsmål, fordi hvad kan man så bruge outplacement til? Ja, og det er jo simpelthen så individuelt, og det er jo igen som den snak, vi havde tidligere, Pia Maria, hvor er det, man står henne? Er man i en opsigelse, eller er man egentlig i tankeproces omkring, måske er det nu, jeg skal noget andet, eller jeg har bare lige fået brug for en snak omkring, om jeg er det rigtige sted. Så jeg vil egentlig sige, det kommer selvfølgelig an på, hvem der er i det her. Men jeg kan også vende den om og sige, alle kan bruge sådan et forløb. Der er ikke noget, der indikerer, at nogen ikke kan.

Jeg gjorde det selv for noget tid siden. Det var så, kan man sige, også et forløb. Men egentlig for den der snak, sådan omkring, jamen jeg følte, jeg var det rigtige sted, men egentlig at blive bekræftet i, men hvorfor var det, jeg havde den følelse? Det var fordi at, sådan og sådan og sådan. Så det kan sagtens være, også en bekræftelse i, jamen jeg er faktisk i det rigtige job, og jeg er faktisk på rette spor. Eller, gud nej, jeg skal faktisk lige have lavet, en drejning på mit job, fordi det er faktisk det her, jeg brænder endnu mere for.

Så jeg vil jo, mit korte svar er, hvem er det til? Jamen det er til alle, der har lyst til at udfordre sig selv og mærke efter.

Og man kan jo også sige, at det man kan bruge outplacement til, er jo som jeg hører dig fortælle det, det er jo faktisk for det første at blive meget klogere på, hvad det egentlig er man indeholder, hvad har man med sig i sin, hvad kan man kalde det, kompetence-mæssige værktøjskasse. Og så kan man bruge det til at blive mere skarp på, hvor det er, man gerne vil hen karrieremæssigt. Og også, hvordan man så rent praktisk lander et job. Er det sådan nogle af de overskrifter, der kan være? Jo, helt sikkert. Og jeg tror, man kan sige, at min fornemmeste opgave i sådan et makkerskab, fordi det er jo det, det bliver sådan et forløb, det bliver et makkerskab, jamen det er jo at være enormt nysgerrig på, hvorfor gør du sådan? Hvorfor vil du gerne det her? Og jeg ved, jeg bliver enormt irriterende nogle gange i sådan et forløb, fordi jeg bliver ved med at stille det der spørgsmål, hvorfor.

Men det drejer sig egentlig rigtig meget om at sige, at det vil jeg, fordi der er ligesom en beslutning for, hvorfor jeg gør de her ting, eller det er det her, jeg gerne vil. Og jeg tror nogle gange, det er lidt det, vi glemmer i den her hverdag, vi har. Vi ryger lidt ind i det her hamsterhjul og gør tingene, måske uden at tænke, hvorfor er det, vi gør det. Og det er jo det, det også kan, det er det her med at stoppe op og sige, jamen jeg gør det, fordi jeg faktisk rigtig godt kan lide det. Tjek, så er det okay, at jeg en gang imellem ryger i hamsterhjul, og der går hverdag i det, men jeg ved, hvorfor jeg gør det.

Sådan helt lavpraktisk, Trine, hvordan foregår sådan et outplacement-forløb? Men det første møde bliver vi egentlig altid enige om, at få lavet en eller anden form for forventningsafstemning. Jamen, hvad der er forventet af mig som konsulent, og hvad der er egentlig også forventet af dig som kunde i forhold til det her, det skal fungere. Fordi du skal sidde og have følelsen af som kunde, at jeg får noget med herfra. Det er egentlig den fornemmeste opgave i det her forløb. Men der ligger også en klar forventning fra konsulentens side, eller min side, om at der bliver deltaget aktivt i det.

Og det kan være, at det her er en kunde, som tænker, at jeg har brug for lige at få sat ord på, hvad er det faktisk, jeg kan. Jamen, så er det den snak, og det er ofte den snak, vi egentlig starter med, omkring det her med sådan et fancy ord som kompetenceafklaring. Altså egentlig finde ud af, når jeg nu skal bryde de her overskrifter ned i materien, hvad er det så egentlig, jeg kan? Så det er egentlig sådan, det gør. Og så aftaler vi faktisk fra gang til gang, jamen, hvornår ses vi igen? Lige i øjeblikket online. Og hvad skal der ske i den forgangene, eller den kommende periode, indtil vi ses igen?

Har jeg som konsulent nogle opgaver, jeg skal løse inden da, eller har du som kunde nogle opgaver, der skal løses inden da. Og så løber det egentlig sådan fra gang til gang, at vi får snakken. Og min erfaring er jo, at det jeg tit hører folk sige, det er, at det her forløb ofte sætter en enorm tankeproces i gang, fordi alting bliver ligesom vendt, og det der er interessant, det er, at her bliver det jo vendt ved at sætte ord på. Jeg har ikke en forhåndsviden omkring de her kunder her, eller en baggrundsviden, som min nysgerrighed er jo på den viden, kunden giver mig. Så jeg har ikke en historik i forhold til arbejde, eller private forhold, eller nogle andre ting, eller hvad det nu kan være. Og det fornemmer de ret hurtigt, at min nysgerrighed, om man vil, er oprigtig. Det er den jo ofte, når folk spørger, men den er, fordi jeg faktisk ikke ved noget, og du er nødt til at informere mig, eller føde mig med viden i forhold til det.

Så man kan sige, at et forløb, det starter jo også ofte op på den måde, og så længden af den, den kan jo variere alt fra, jeg har haft forløb, der har varet en uge, og så har vi sluttet det, fordi at kunden er kommet i arbejde, eller har fået afklaring i det job, han eller hun var i, og det kan vare en måned, to måneder, eller tre måneder. Jeg plejer at sige, at tre måneder, det er ligesom der der, vi har fået vendt en masse ting. Det, der er vigtigt, er, at man kommer tæt på hinanden, for der bliver delt nogle ting. Så det er også vigtigt, at der er en fremdrift, at det ikke bliver en hyggeklub eller en kaffeklub, om man vil.

Fordi det gør det jo, når man lærer folk at kende, så kommer der private ting ind i det også. Så sådan et sted mellem en uge og tre måneder er meget typisk. Men heller ikke, at der er nogle forløb, der er ens. De er så individuelle. Fordi det er forskellige ting, der ligger den enkelte kunde på sinde, der er vigtigt for dem at få talt om.

Men noget af det, som jeg har hæftet mig ved, det er jo, at man jo blandt andet også kan arbejde med sådan nogle lavpraktiske ting, som ansøgninger og CV, som jo så selvfølgelig tager udgangspunkt i alt det, som er det grundlæggende arbejde, som man laver sammen med en outplacement-konsulent. Altså, at man netop finder ud af, som vi snakkede om tidligere, det her med salget. Altså hvad er det så, jeg gerne vil sælge, og hvordan skal jeg gøre det i form af en helt lavpraktisk ansøgning.

Så for mig lyder det som om, det er jo både en kombination af det her med at gå på opdagelse i rygsækken, men samtidig udmønter det sig også oftest i noget helt konkret praktisk. Jo, lige præcis. Det er sådan et godt udtryk, som du siger, Pia Maria, det der med at gå på opdagelse i sin rygsæk, og få smagt på de der ting, og få dem ud på papiret, fordi vi kommer ikke udenom, at er vi jobsøgende, så er vi altså ude at sælge os selv. Det er der, vi skal have tændt vores neonlys, og det er der, vi skal

ud og flytte nogle grænser hos os selv, i forhold til at være opsøgende.

Og nu er det ikke, fordi jeg sådan snakker canvas salg, i den forstand, men vi er nødt til at ligesom skal ud og larme og støje lidt omkring os selv. Og det er svært, og det er rigtig svært for nogen, fordi det er favre nye verden, og de er ude af deres comfort zone som regel, når vi gælder det. Så det kan være helt lavpraktisk opbygning af, nu har I ligesom fundet ud af, hvad er det for nogle kompetencer, jeg har, og gerne vil sætte i spil, jamen hvordan får jeg så dem solgt, så jeg kommer til en jobsamtale? Fordi det er ligesom det, der er det eneste formål med det skrevne materiale, det er jo, at det bringer dig til en jobsamtale. Det skal faktisk ikke andet, og så kan man sige, det er er jo ikke ret meget, at det skal. Nej, egentlig ikke, men det er pivsvært.

Og i den proces, der kan vi også arbejde med personanalyse. Vi arbejder i Ase internt med DISC, og det gør vi også eksternt. Og jeg tror, flere kender det fra rekrutteringsprocesser, og det er også derfra, at jeg selv kender det. Jeg har arbejdet som rekrutteringskonsulent tidligere, og jeg havde nok, eller jeg havde et lidt anstrengt forhold til de her analyser i rekrutteringsprocesser, fordi det desværre til tider kan blive sådan lidt en kassetænkning. Men set i lyset af det her, hvor jeg jo ikke har en kasse, kunden skal passe ind i, så bliver det et mega godt dialogredskab og værktøj, og det bliver også ofte for kunden selv sådan lidt en eye-opener af, hvad er det egentlig, jeg bliver motiveret af, og hvordan er min adfærd, når jeg arbejder alene og når jeg arbejder sammen med andre, og hvad har jeg ligesom af, hvad skal vi kalde det, trigger points, altså hvad er virkelig godt for mig, når jeg virkelig arbejder godt, jamen så er det det her, der er italesat.

Og lige præcis sådan en analyse, den er et rigtig godt redskab til at bruge i sit jobsøgningsmateriale. Netop det der med at kunne sælge sig selv, fordi den giver dig også nogle tillægsord og nogle superlative, om du vil, som du jo kan bruge i dit jobsøgningsmateriale. Så min erfaring er, at rigtig mange bruger den og føler sig egentlig måske klædt endnu bedre på i forhold til at få lavet noget materiale, som de godt kan se har forandret sig i den proces, de har været i i et forløb.

Ja, det virker nærmest som, når du beskriver det, at man kommer sådan lidt, man bruger det uden at det skal lyde alt for personlighedsudviklende, men at man nærmest kommer sådan lidt tættere på sig selv og sine egne kompetencer og mere bevidsthed om, hvad det egentlig er, man står for rent arbejdsmæssigt, og hvor man gerne vil hen med sin... Jamen absolut. Jo, lige præcis. Og det er som du siger, jamen det er sådan lidt en eye-opener. Og jeg havde egentlig for nogle år siden sådan et rigtig fint eksempel på, at en ung gut, som var i job og gerne ville noget andet, men igen det her med, er det det her, jeg skal, eller er det faktisk noget andet, jeg skal? Og vi havde haft nogle snakke inden omkring kompetencer, og han var på det tidspunkt, vi startede, ikke helt klar til at lave sådan en personanalyse. Og det skal man jo også være klar til. Så der gik lidt tid, men da vi lavede den, så gav jeg ham en tilbagemelding, og der blev sådan meget stille i den her, jeg følte lidt, det var envejstale. Og jeg blev egentlig sådan lidt bekymret, så jeg endte egentlig med at sige, okay, jeg fornemmer, at du bliver enormt stille lige nu. Jeg har simpelthen lige brug for at sætte en føler i jorden. Hvad tænker du? Og han sad virkelig reflekterende, når jeg blev sådan helt bekymret og tænkte, gud jeg har fået sagt et eller andet, han ikke brød sig om.

Men det der var så interessant, det var, at han pludselig kunne se, at når han var på arbejde, var han en helt anden person end den, han var hjemme. Og det der mange af os, der er det der på ingen måde noget forkert i, tværtimod. Men det der gik op for ham, det var, at det faktisk drænede ham sindssygt at blive en anden, når han var på arbejde. Så det endte vi med at have en snak omkring det her med, jamen, hvorfor han var det? Og det kunne han faktisk ikke rigtig sætte nogle ord på. Så det, der var interessant, det var jo, at for ham var det en eye-opener om, at han faktisk ikke behøvede at være en anden, når han var på arbejde. For ham havde han ligesom bildt sig selv ind, at det var en nødvendighed at have en anden persona, når han var på arbejde. Og det fik vi en rigtig god snak om, at hvorfor det var sådan, og han fik noget at arbejde med. Så for ham var det ligeså meget en eye-opener af, at det var faktisk slet ikke behovet. Og det, der var interessant også, det var, at det skinnede igennem hans måde fremadrettet at lave ansøgninger og CV på. Og han følte meget mere, at han havde sig selv med i den proces også.

Så det er fuldstændig, som du siger Pia Maria, det er jo sådan lidt en personlig udvikling, om man vil. Og så er det jo klart, det er jo, hvad man ligger i det. Men ja, det bliver det. Det kan næsten ikke undgås.

Nej, og jeg får også et billede på, at det nærmest er sådan en helhed, på en eller anden måde, man kan skabe. Altså det er det hele, der ligesom på en eller anden måde, man kan skabe. Altså, det er det hele, der ligesom på en eller anden måde bliver flettet sammen, ikke? Ja. Hvor vi ligesom får kommet meget længere ned i materien på en eller anden måde, og få skabt en eller anden ny form for, ja, nu bruger jeg jo bevidsthed igen, ikke? Men altså, det er i hvert fald et nyt ståsted. Jamen, det er det. Når man er igennem sådan en forløb, ikke? Jo, præcis.

Og det jeg fornemmer nogle gange, og det vi også engang imellem snakker om, det er jo omkring, hvad er det for et værdisæt, jeg har, og det er en sindssygt svær størrelse at forholde sig til, og det er jo noget, vi er rigtig dårlige til at snakke om, sådan generelt, både som private mennesker, men også arbejdsmæssigt. Så det er lidt det, vi også går ind og piller bevidst, ubevidst omkring. Jamen, hvad er det, der er vigtigt for dig i dit arbejde? Og der er vi jo forskellige, gudske lov, og det er jo det, der er så super interessant, og det er jo det, der gør, at jeg engang imellem føler mig enormt privilegeret at være med i sådan et forløb. Det er jo, at folk sætter ord og lærer at sætte ord på sig selv, og lærer måske også i den grad at finde ud af, hvad er det egentlig, når jeg sådan skærer ind til benet, der er vigtigt for mig arbejdsmæssigt.

Nogen er drevet af penge, nogen er drevet af noget andet, nogen er drevet af at have kollegaer hver dag. Det er afgørende for, at de har lyst til at stå op og møde ind hver dag. Men det der med at få folk til selv at mærke efter, hvad der faktisk er vigtigt for dem. Arbejdsmæssigt og privat er det super interessant og meget nærværende at være en del af. Det lyder nærmest som om, at når du beskriver det, at resultatet af et outplacement-forløb, det er en langt større grad af arbejdsglæde, fordi man netop får den her helhed med.

Jo, det tror jeg helt sikkert, det er. Jeg har i hvert fald helt klart på fornemmelsen, at folk, når vi er færdige med sådan et forløb, er blevet meget mere bevidste omkring, hvad der er vigtigt for dem, når de bruger så mange timer hver dag på en arbejdsplads. Og der er ingen tvivl om, at nogle af dem, jeg har haft i forløb, har aldrig rigtig sat sig ned og mærket efter, at de har ubevidst det her med hamsterhjulet. Bare, jeg tager det her job, fordi det er lige det, jeg tænker, giver brød på bordet. Og det, der egentlig heller ikke er noget i vejen med, men jeg tror, det, der er vigtigt, det er, at man

har taget en beslutning om, er det okay eller er det ikke okay? Hvad er det, der er vigtigt for mig?

Så har du nogle gode historier fra det virkelige liv, for at illustrere, hvad sådan et outplacement-forløb egentlig kan? Jamen, jeg synes jo ikke, jeg har andet end gode historier, fordi det er jo sådan altid en udvikling, man er med i. Men hvis jeg sådan skal drage nogle af dem ud, for ikke så langt til siden havde jeg en gut, som kom fra en helt anden baggrund, end det han var uddannet til, havde levet af det i en del år. Og sideløbende med det, havde han også været inde som gymnasielærer. Han ville rigtig gerne noget andet, og der gik faktisk noget tid ind i forløbet, før jeg fik ham til helt konkret at italesætte, hvad det var, han drømte om. Han havde en specifik virksomhed og en specifik jobtype, han rigtig gerne ville.

Og der prikkede jeg lidt til ham og sagde, hvad er det, der gør, at det ikke kan lade sig gøre? Og det kunne han egentlig ikke rigtig svare på, hvorfor det ikke kunne, fordi alt med hans baggrund og den viden, han egentlig havde på forhånd, der var der ikke noget, der sådan, om man ville, strittede i den forkerte retning. Så vi blev enige om, at vi begge to fik til opgave til det næste gang at gå ind og kigge på den her virksomhed, gå ind og kigge på, hvad havde de haft historisk set af stillingsopslag inden for det, han gerne ville, og lå der noget nu, der var interessant for ham. Og det, der var interessant, det var, at vi begge to havde fundet den samme stilling, der kunne være interessant for ham at søge. Så den fik vi en snak omkring, sådan helt lavpraktisk, hvad indeholdt jobbet? Kan man ligesom sætte flueben til de ting, de gerne vil have?

Vi fik en snak omkring, det er altid godt at ringe ud eller komme i kontakt, hvad er det for nogle spørgsmål, han skulle stille. Og så aftalte vi, at næste gang, der havde han lavet et oplæg til en ansøgning og et CV. Han fik noget sparring på det, og fik det sendt afsted. Skæbnen ville, at han blev indkaldt til samtale i den her virksomhed til det her job, og det er der, han sidder i dag. Så det er jo sådan en rigtig dejlig succeshistorie, fordi han jo havde fået overbevist sig selv om, at han havde været væk fra både sin uddannelse for lang tid, og at han overhovedet ikke havde noget erfaring til den her type job, han gerne ville, at han kunne være en interessant kandidat til den type job.

Så det er jo også det her med antagelsernes kunst igen, hvor jeg siger, at vi er 100 meter mester i antagelserne. Simpelthen at få overbevist sig selv om, at han ikke var en mulig kandidat. Og jeg kunne jo bare sidde på den anden side af skrivebordet og sige, at jeg kan ikke se det, du ser, men jeg kan se noget andet. Det er jo faktisk en rigtig god pointe, at det er jo det, som din rolle jo også er.

Jo, fordi jeg kan heldigvis ikke se de antagelser, de selv ser. Så kan det godt være, at jeg ser nogle andre antagelser, men dem holder jeg så for mig selv, kan man sige, fordi jeg jo også for selv forsøger at udfordre mine egen holdninger og antagelser hele tiden. Et andet forløb, jeg synes der kunne være interessant at nævne også, det var at jeg havde for nogle år en dame i sådan midt-trediverne. Hadde lavet alt muligt hele sit liv, fra den ene yderlighed til den anden. Spændende jobtyper, og havde rejst en del rundt i verden, og havde arbejdet, og var nu tilbage i Danmark, og ville blive her. Og hende fik jeg også en god snak med, og da jeg ligesom også igen sådan fik prikket lidt til hende, og det der er lidt interessant, der sådan kendetegner de her, det er, at man sådan ligesom skal kradse lidt i lakken og prikke til folk, før de ligesom lukker op for deres drøm.

Og det er jo igen det her med, at de har fået overbevist sig selv om, det kan bare overhovedet ikke lade sig gøre. Men da det ligesom blev lagt på bordet, så havde hun en drøm om at blive fængselsbetjent. Og havde jo sagt til sig selv, at det kan ikke lade sig gøre. Det er en uddannelse på Sjælland, og hun var bosat i Jylland, og der var børn, og der var familie, og det kunne overhovedet ikke lade sig gøre.

Så jeg giver hende opgaven at finde ud af, hvad kræver det egentlig at blive fængselsbetjent? Hvad vil det kræve uddannelse? Er der noget økonomisk, der gør, at det ikke kan lade sig gøre? Skal man have snak med en bank, eller hvad skal man? Og summa summarum finder ud af, at det kan faktisk godt lade sig gøre for hende. Det er en voksen elevløn, man får der, så det er jo sådan forholdsvis økonomisk, kunne de godt betale sig for hende. Skolen var man stadig, jeg tror det er en uge ad gangen, fordelt over hele det her uddannelsesforløb. Så der var også nogle pasningsmuligheder, der også sagtens kunne lade sig gøre.

Og så var der selvfølgelig sådan den der, lidt ligesom ved politiet, der er nogle optagelsesprøver, både de fysiske og psykiske, hun skulle gennemgå, og kommer også ind og starter på uddannelsen som fængselsbetjent, som hun jo havde sagt til sig selv, det kan aldrig lade sig gøre.

Så jeg kan nogle gange tænke, og gad godt, at vores samfund jo egentlig var skruet sådan sammen, at vi havde en mentor eller en sparringspartner, eller hvad vi nu skal kalde det, igennem vores arbejdsliv. Fordi det der med at have en snak med nogen, vi ikke kender, det gør også, at vi er lydhøre for spørgsmålene på en anden måde, end hvis det var min bedste veninde, der havde stillet mig de spørgsmål. For hun kender mig, og hun kender mit svar på forhånd.

Jeg tænker, at vi har været rigtig meget godt rundt om outplacement, og fået kigget på det fra forskellige vinkler. Så er der noget, du vil afslutte med her, Trine, inden vi runder helt af?

Altså, hvis jeg sådan skal afslutte med en lille ting, så vil jeg sige, at jeg tror, det man skal gøre sig af tanker, hvis man tænker, det kunne lige være noget for mig, det her, det er, at man skal også tænke ind i, at den eneste måde, det her, det bliver et godt forløb på, det er, at man har overskuddet og tiden til at lægge noget i det. Og jeg ved jo godt, at er man i et fuldtidsarbejde, så kan det være enormt tidskrævende. Så det man skal gøre sig af tanker, det er at sige, jamen, har jeg lyst til at investere i det her for en tidsperiode? Har jeg lyst til at lægge noget energi i det her, så skal man også gøre det.

For jeg har også haft forløb, hvor jeg simpelthen har sagt, prøv at høre, du spilder din egen tid, og du spilder min tid ved ikke at være forberedt og ikke har løst de opgaver, vi har aftalt. Så vil jeg hellere sige, så vent, til man har overskud til det. Og det er jo ikke, fordi der er kæmpe opgaver hver gang, vi snakker sammen. Men det kræver også noget mentalt. Det er en rejse, man er ude på, som vi også har snakket om, Pia Maria. Så det sætter nogle tanker i gang, og det overskud skal egentlig også være der. Og man skal have modet og lysten til at investere i det, for at få resultatet.

Super Trine, jeg vil sige tusind tak, fordi du ville være med her til denne her lille snak om outplacement. Og ha' det rigtig godt. Selv tak, og i lige måde.