Hvad er en fagforening?
En fagforening er din sikkerhed i arbejdslivet. Fagforeningen hjælper dig med at forstå dine rettigheder, forhandler bedre vilkår og støtter dig, hvis der opstår problemer på jobbet. Du kan få rådgivning, juridisk hjælp og stå stærkere, hvis du bliver opsagt, syg eller møder uretfærdig behandling.
Hvad kan du få hjælp til i en fagforening?
En fagforening kan hjælpe dig med de konkrete udfordringer, der kan opstå i dit arbejdsliv. Det kan være alt fra spørgsmål om kontrakt og løn til konflikter med din arbejdsgiver. Du får adgang til rådgivning og juridisk støtte, så du ikke står alene, når noget er uklart eller går galt.
Fagforeningen kan fx hjælpe dig med:
-
Gennemgang af din ansættelseskontrakt
-
Rådgivning ved opsigelse, ændrede vilkår eller arbejdsskader
-
Støtte i sager mod din arbejdsgiver
-
Juridisk bistand, hvis sagen skal føres videre
-
Hjælp ved spørgsmål om løn, ferie, sygdom eller barsel
I alvorlige sager kan du få hjælp til at føre sagen helt op i det civile retssystem. Fagforeningen har specialviden om arbejdsret og ansættelsesforhold og kan hjælpe dig med at finde den bedste løsning.
Skal jeg både have en fagforening og en a-kasse?
Det er ikke et krav at have begge dele – men mange vælger det for at være dækket hele vejen rundt. Fagforening og a-kasse dækker hver sin del af dit arbejdsliv. Fagforeningen støtter dig i forhold til løn, rettigheder og ansættelse. A-kassen hjælper, hvis du bliver ledig og har brug for dagpenge.
Forskellige typer af fagforeninger
Der findes flere typer af fagforeninger, så det er op til dig at vælge den, der passer bedst til din situation og dit arbejdsliv.
Nogle fagforeninger er fagspecifikke og henvender sig til en bestemt branche eller faggruppe – fx lærere, sygeplejersker eller håndværkere. Her skal du typisk arbejde inden for det fagområde for at kunne blive medlem.
Andre fagforeninger er tværfaglige. De optager medlemmer fra mange forskellige brancher og jobtyper, uanset om du arbejder i det private eller offentlige, og uanset ansættelsesform.
I begge typer fagforeninger kan du som medlem få adgang til professionel juridisk rådgivning i forbindelse med din ansættelse.
Her er alle velkomne – uanset fag eller branche
Ases fagforening er tværfaglig, politisk uafhængig og medlemsejet. Her er alle velkomne – uanset branche eller baggrund.
Men hvad vil det sige i praksis? Her kan du møde nogle af vores medlemmer og se, hvordan fagforeningen har gjort en forskel i deres arbejdsliv.