Nye barselsregler 2022 - Sådan påvirkes du af den nye model

Barselsregler fra 2. august 2022

Venter du barn og skal til at planlægge din barsel? Så er det en god idé at få styr på mulighederne for at få barselsorlov og de vigtigste regler. Her får du hjælp til at forstå den nye barselsmodel.


Den nye barselsaftale trådte i kraft den 1. juli 2022 med virkning for børn født den 2. august 2022 eller senere. Den nye barselsaftale adskiller sig fra den nuværende ordning ved, at de 48 ugers orlov skal deles ligeligt mellem jer, og at en større del af orloven øremærkes til den ene af jer, og derfor ikke kan overdrages.

Barselsorlov: Nye barselsregler gælder fra 2. august 2022

3 hurtige om den nye barselslov

  1. I har begge (ligesom ved den gamle barselsordning) ret til 2 ugers øremærket orlov i forbindelse med fødslen. Disse uger skal afholdes efter fødslen.
  2. Derefter har I hver især som lønmodtagere i udgangspunktet 9 ugers øremærket barsel. Disse skal afholdes, inden barnet fylder et år, og kan ikke overdrages. Afholder I dem ikke, bortfalder de.
  3. Endelig har I hver især 13 ugers barsel. Disse uger kan I frit vælge at overdrage til hinanden. 

Med den nye lov har I hver især i alt 24 ugers barsel. Moren har derudover 4 uger inden fødslen.

Hvis du og/eller din partner er selvstændige, ledige, studerende m.v., er I ikke omfattet af reglerne om øremærkning, fordi de gælder kun for lønmodtagere.

Læs mere om barsel for selvstændige her

Hvornår skal der varsles om barsel?

Som mor skal du med 3 måneders varsel give din arbejdsgiver besked om forventet fødselstidspunkt og her oplyse, om du ønsker at udnytte retten til fravær før fødslen (4 uger).

En mor har pligt til at holde 2 ugers orlov efter fødsel. Ønsker moren herefter ikke at afholde de resterende 8 overførbare uger, kan moren i stedet vælge at påbegynde 9 ugers øremærket orlov. Vælger moren dette, skal hun senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt give arbejdsgiveren besked herom. Hvis hun udnytter sin ret til fravær i de første 10 uger efter fødslen, skal hun inden 6 uger efter fødslen informere arbejdsgiver om, hvornår hun vil genoptage arbejdet. Hvis hun overdrager op til 8 ugers barselsorlov til far/medmor for selv at genoptage arbejdet på fuld tid indenfor de første 10 uger efter fødslen, skal hun senest 4 uger før det forventede fødselstidspunkt give arbejdsgiveren besked. Hvis moren overdrager op til 8 ugers barselsorlov til far/medmor for at påbegynde forældreorlov indenfor de første 10 uger efter fødslen, skal hun senest 4 uger før det forventede fødselstidspunkt give arbejdsgiveren besked.

Læs om alle varslinger her

Få overblik over de forskellige typer af orlov

Særlige regler for soloforældre og LGBT+-familier

For soloforældre og LGBT+-familier vil det fra den 01. januar 2024 desuden blive muligt at overdrage de barselsuger, der ikke er øremærket til hhv. nærtstående familiemedlemmer eller sociale forældre.

LGBT+-familier får mulighed for, at barnets retlige forældre kan overdrage den ikke-øremærkede orlov til sociale forældre. En social forælder har ikke del i det biologiske eller juridiske forældreskab, men har alene en social relation til barnet. Sociale forældre er de personer, som udelukkende tager vare på og drager omsorg for barnet i hverdagen.

Du er en social forælder, hvis en eller flere af følgende beskrivelser passer på dig:
  • Du er gift med en retlig forælder til barnet
  • Du bor sammen med en retlig forælder
  • Du er en kendt donor med en forældrelignende relation til barnet
  • Du er gift med og/eller bor sammen med den kendte donor, der har en forældrelignende relation til barnet

En social forælder kan kun få barsel, hvis en retlig forælder ønsker at overdrage nogle af eller alle sine barselsuger. Sociale forældre, der får overdraget barsel fra retlige forældre, skal opfylde de almindelige krav i barselsloven for at få ret til barselsdagpenge (Beskæftigelsesministeret).

Hvornår skal du fortælle din arbejdsgiver om graviditet?

Ofte stillede spørgsmål

Gælder øremærket barsel for selvstændige?

De 9 ugers øremærket barsel gælder kun for lønmodtagere. Selvstændige er ikke omfattet af de nye regler om øremærket orlov. Er du selvstændig, har du derfor mulighed for at overdrage op til 22 ugers orlov (9 + 13 orlovsuger) til din partner.

Man er selvstændig, når man udelukkende arbejder for egen regning, for egen risiko og i eget navn, er momsregistreret og indtjeningen beskattes som B-indkomst jf. beskæftigelsesministeriets udtalelse om den nye barselsmodel. Derudover betragtes man også som værende selvstændig, hvis man er ansat i eget ApS eller A/S selskab og ejer selskabet 100 procent og ikke har øvrig lønindkomst. Endelig vil man som selvstændig kunne undtages fra de ni ugers øremærket orlov, hvis man efter ansøgning vurderes at kunne betragtes som reel ejer af selskabet, og ikke modtager øvrig lønindkomst og ikke er under instruktion fra anden side.

Er du arbejdsgiver? Forstå den nye barselsmodel

Hvornår træder de nye barselsregler i kraft?

De nye regler trådte i kraft den 1. juli 2022, men med virkning for børn født fra den 2. august 2022. Det vil sige, at føder du eller din partner den 2. august 2022 eller senere, gælder den nye orlovsmodel for jer.

Hvor meget barsel er øremærket til mænd?

I den nye barselsaftale er der ret til 2 ugers øremærket barsel i forbindelse med fødslen. Hvis man som far eller medmor er lønmodtager, er der yderligere 9 ugers øremærket barsel, som skal holdes inden barnet er fyldt 1 år. Vær opmærksom på, at de øremærkede uger ikke kan overdrages.

Hvilke barselsregler gælder for mig?

Vær opmærksom på, at det er fødselstidspunktet og ikke terminstidspunktet, som bestemmer hvilke regler, der gælder i din situation.