Barsel som ledig
Når du som ledig skal på barsel, har du ret til barselsdagpenge, hvis du modtager dagpenge fra din a-kasse og står til rådighed for arbejdsmarkedet. For at få barselsdagpenge skal du overholde vigtige frister og informere både din a-kasse og Udbetaling Danmark om din barsel.
Barselsdagpenge som mor
Som ledig mor har du ret til barselsdagpenge fra 4 uger før din termin. Du skal være medlem af en a-kasse og opfylde dagpengereglerne. Det betyder, at du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet frem til din barsel. Din graviditets- og barselsorlov tæller ikke som en del af din samlede dagpengeret på 104 uger.
Modtager du kontanthjælp eller ledighedsydelse, er du ikke berettiget til barselsdagpenge.
Læs mere om reglerne i særlige situationer på borger.dk
Sådan søger du barselsdagpenge
Det er vigtigt, at du informerer både jobcentret og a-kassen senest 4 uger før din termin eller din barsel. Jobcentret afmelder dig som ledig, og a-kassen sender besked til Udbetaling Danmark, som udbetaler barselsdagpengene. Når Udbetaling Danmark har modtaget oplysningerne, får du en kopi i e-Boks, som du skal tjekke for eventuelle fejl.
Du skal tjekke, at oplysningerne er korrekte, og herefter får du adgang til at søge barselsdagpenge. Husk at søge senest 8 uger efter, du har modtaget brevet, for at sikre rettidig udbetaling.
Fritagelse fra jobsøgning før barsel
Du kan blive fritaget fra jobsøgning og møder i a-kassen, jobcentret eller andre aktører 10 uger inden din terminsdato. Indtil da har du pligt til at tage relevant arbejde, som du bliver henvist til.
Det er a-kassen eller jobcentret, der vurderer, om du er i stand til at varetage arbejdet. Fritagelsen gælder dog først, når a-kassen eller jobcentret har fået besked om, at der er 6 uger til din barsel.
Du skal give besked til den aktør, du er tilknyttet i dit jobsøgningsforløb. Hvis dit jobsøgningsforløb er hos jobcentret, hedder ordningen 'mindre intensiv indsats'.
Hvis du bliver syg på grund af din graviditet, kan du få barselssygedagpenge fra Udbetaling Danmark.
Sådan er barselsorloven sat sammen for ledige
Hvis I bor sammen ved barnets fødsel, har hver af jer som udgangspunkt ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen.
I har dog mulighed for at tilpasse barslen til jeres behov og overdrage nogle af jeres orlovsuger til hinanden. Det betyder, at én forælder kan holde mere end 24 ugers orlov, hvis den anden forælder vælger at overdrage orlov.
Orlovens sammensætning afhænger af, om du er mor eller far/medmor.
Som ledig mor har du ret til:
- 4 ugers graviditetsorlov op til 4 uger før din terminsdato.
- 2 ugers øremærket orlov, som starter dagen efter barnets fødsel.
- 8 ugers øremærket orlov, som følger direkte efter de første 2 uger. Orloven skal holdes inden for barnets første 10 uger.
- 14 ugers orlov, som skal holdes inden for barnets første leveår. Du kan helt eller delvist overdrage disse uger til den anden forælder, hvis de opfylder betingelserne for barselsdagpenge på det tidspunkt, orloven skal holdes.
Som ledig far/medmor har du ret til:
- 2 ugers orlov, som skal holdes i 2 sammenhængende uger fra dagen eller dagen efter barnets fødsel. Du kan vente med at starte orloven, til barnet er kommet hjem fra hospitalet, men den skal holdes, inden barnet fylder 10 uger. Hvis du afbryder orloven, mister du den resterende del.
- 22 ugers orlov, som skal holdes inden for barnets første leveår. 13 uger kan overdrages til den anden forælder, hvis de opfylder betingelserne for barselsdagpenge på det tidspunkt, orloven skal holdes.
Du kan forlænge orloven, men ikke udskyde
Som ledig kan du forlænge din orlov med maksimalt 8 uger, men du kan ikke få barselsdagpenge i perioden, du forlænger din orlov med. Det gælder uanset, om du er ledig fra det tidspunkt, din orlov starter, eller du bliver ledig under orloven.
Hvis du ønsker at forlænge din orlov, skal du give besked til a-kassen.
Du kan ikke udskyde din orlov til et senere tidspunkt, da det kræver, at du er i arbejde.
Kontakt os
Kontakt os, hvis du som medlem har spørgsmål til barsel, uanset om det drejer sig om generelle spørgsmål eller vedrørende din specifikke situation.
Er du ikke medlem af Ase, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.